Musikeren.
Alle der kan lide country kender Johnny Cash. Manden er uden tvivl én af de største countrymusikere nogensinde, og var frontløber i 50’erne på en helt ny musikscene i Amerika sammen med Elvis. Over en karriere på 48 år, med op- og nedture, sang Cash sig ind i millioner af hjerter og blev en nøglespiller i amerikansk musikhistorie.
Karrieren i fire plader.
Cash spillede ikke én genre — han gik gennem fire. Hver epoke har sit eget studie, sin egen producent og sin egen lydtekstur. Læg pladen på nedenunder, og læs videre.
Lyden · rockabilly · gospel · rå
Han gik ind hos Sam Phillips med en gospel-prøveoptagelse og fik at vide, at gospel var død. Et år senere stod han ved siden af Elvis, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins som Sun’s fjerde stjerne. Phillips lærte ham at indspille hurtigt, billigt og småt — én mikrofon, ingen efterproduktion. Det er Sun-årene der opfinder boom-chicka-boom: Luther Perkins anslag på guitaren, en kontrabas, og et stykke papir stukket ind under bas-strengene for at få den til at klikke.
I Walk the Line blev skrevet som et løfte til hans første kone og spillet ind i én takt — den modulerer fem gange ned i fem vers. Det er en form, ingen i Nashville ville have vovet. Phillips holdt fanen højt.
Lyden · cinematisk · ambitiøs
Cash skiftede til Columbia og opdagede pladen som et hele. Ride This Train (1960) var en konceptplade om amerikansk arbejde, lyttetænkt som en rejse. Blood, Sweat and Tears (1963) handlede om manuelt arbejde. Bitter Tears (1964) handlede om de oprindelige amerikanere — og blev forbudt på country-radioen. Han betalte en helsides-annonce i Billboard for at råbe ad dem.
Bob Johnston, som også producerede Bob Dylan, blev hans makker. Det er Johnston, der lærer ham, at en plade kan bære en holdning. Det er også Johnston, der får ham ind i Folsom State Prison.
Lyden · fængsler · TV · Highwaymen
Den 13. januar 1968 stod han på en scene i Folsom State Prison. Det resulterende live-album blev et fænomen — og en blueprint for det 70’erne kaldte “outlaw country”. Han fik sit eget tv-show på ABC fra 1969 til 1971, med Dylan, Mitchell og Marley som gæster. I 1985 dannede han, sammen med Willie Nelson, Waylon Jennings og Kris Kristofferson, The Highwaymen: en supergruppe af outlaws, der nægtede at gå i pension.
Lyden · guitar & stemme · død
Country-radioen havde glemt ham. Så ringede en ung rap- og rock-producer ved navn Rick Rubin og inviterede ham hjem i sin stue i Hollywood Hills. Cash sad ned med sin guitar, og Rubin optog ham. Det blev til seks albummer, fire i hans levetid og to posthumt. Den tredje, Solitary Man, og den fjerde, The Man Comes Around, indeholdt fortolkninger af Depeche Mode, U2, Soundgarden og Nine Inch Nails — og forvandlede dem alle til Cash-sange.
Hans version af Hurt blev hans afsked. Trent Reznor, der skrev den, sagde bagefter at sangen ikke længere tilhørte ham — den tilhørte Cash. Musikvideoen, lavet to måneder før hans død, er stadig det mest gennemtænkte farvel i amerikansk musikhistorie.
Hvordan boom-chicka-boom blev til.
Fire elementer, en sang. Det er ikke kompliceret — det er bare aldrig gjort før. Læg næste spor i pladespilleren og hør efter:
Luther Perkins’ enkelthed
Han kunne ikke spille hurtigt. Det var pointen. Tre toner, en pause, tre toner. Det blev kaldt “the boom”.
Marshall Grants papir
Han stak et papir under bas-strengene for at få et “klik” — den manglende lilletromme. Det blev kaldt “the chicka”.
Cashs baryton
En halv oktav lavere end alle andre. Han lavede aldrig pyntede toner. Han talte sangene mere end han sang dem.
Jernbanens rytme
Han voksede op femten meter fra et togspor. Det er ikke en metafor — det er kilometeret per minut, han bygger sangene på.
“ I think it speaks to our basic fundamental feelings, you know. Of emotions, of love, of breakup, of love and hate and death and dying, mama, apple pie, and the whole thing. It covers a lot of territory, country music does. ”