Bøger, spil & film

Bogen tager sit afsæt i Jefferson — i de “sandheder”, han kaldte selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, at de har ukrænkelige rettigheder, og at folket er den eneste legitime kilde til magten. Lepore stiller ét spørgsmål gennem 900 sider: holdt det stik? Og hun svarer ikke på det med ja eller nej, men med fortællinger — om slaveriet, om Reconstruction, om kvinders kamp for stemmeretten, om den moderne nyhedskultur, der går fra avispapir til algoritme.

Det er en bog, som bliver hængende. Da jeg læste den, var jeg dybt nede i Cash’ Bitter Tears, og pludselig hang det hele sammen: Lepore skriver om hvordan hver generation af amerikanere har måttet forsvare republikken mod sig selv. Cash sang det i 1964 — om Ira Hayes, om de fattige, om de glemte. Begge insisterer på, at landets løfter er moralske krav, ikke pyntelige fraser.

Hvis du kun vil læse én amerikansk historiebog i dit liv, bør det være denne. Den er lang, men den læser sig let — Lepore er sjælden god til at lade et menneske bære et helt årti.

Tesen er enkel og lidt halsbrækkende: de europæiske kolonister bragte hver deres kultur med — Yankeedom’s puritanske borgersind, Tidewater’s aristokrati, Greater Appalachia’s grænse-vrede, Deep South’s plantagestat — og de kulturer er aldrig blevet opløst. De stemmer stadig forskelligt, beder forskelligt, slår deres børn forskelligt. Den blå-røde polarisering, vi taler om i dag, er en gammel grænse, der bare har skiftet mærkat.

For en, der som mig prøver at forstå hvorfor Cash kan synge salmer i Folsom og samtidig sympatisere med Native American-bevægelsen, er Woodard guld værd. Cash er Greater Appalachia til marv og ben — bjergene, baptisterne, mistilliden til de fine. Og det forklarer mere end jeg vil indrømme.

Hvor Lepore er litterat, er Woodard kartograf. Bogen mangler hendes elegance, men kompenserer med en pointe pr. side. Et meget brugbart kompas til at læse moderne amerikansk politik.

Bogen er bygget op som et kammerspil: Hamilton mod Burr på Weehawken-klippen i 1804. Jefferson, Hamilton og Madison i en middag i 1790, der bytter Hamiltons gældsplan for hovedstadens placering ved Potomac. Washingtons farvel-tale, ikke som dokument, men som en mand, der lægger sin bane. Adams og Jefferson, der efter tyve års tavshed begynder at skrive sammen igen — og dør på nøjagtig samme dag, 4. juli 1826, halvtreds år efter de skrev Uafhængighedserklæringen.

Det Cash ville have elsket ved bogen, er at den nægter at gøre stifterne til marmor. De er små, irriterende, æressyge mænd, der er bange for at dø uden at blive husket. At de fik en republik ud af det, virker næsten som et uheld. Det er mere ærligt end de fleste skolebogsversioner — og mere bevægende.

Læs den efter Lepore. Hun giver dig de store linjer; Ellis giver dig hvordan det føltes i køkkenet.