Cash &
Amerika.

Han voksede op i Dyess, en koloni Roosevelt byggede til Sydens fattige. Familien havde fyrre acres, et hus, en gæld og en ko. Det er Sydens grundstof, og det blev hans grundstof: Five Feet High and Rising handler om en oversvømmelse, han faktisk overlevede som syv-årig. One Piece at a Time handler om en mand, der stjæler en hel Cadillac ud af samlebåndet i Detroit, ét stykke per dag.

Han skrev om jernbanen, fordi han lå ved siden af et togspor om natten. Han skrev om bomuld, fordi han havde plukket den. Han var en arbejder, der lærte at skrive sange — og som derfor aldrig brugte ordet “arbejder” uden at vide hvad det vejer.

I 1964 udgav Cash Bitter Tears: Ballads of the American Indian — et helt album om amerikanske indianere. Det handler om brudte traktater, om Trail of Tears, og om Ira Hayes: en Pima-mand, der rejste flaget på Iwo Jima og siden drak sig ihjel hjemme i Arizona-ørkenen, fordi hans land glemte ham.

Country-radioerne nægtede at spille pladen. Han købte en helsides-annonce i Billboard og spurgte dem, om de var amerikanere eller bange. Hans svar var, at en patriot ikke kan tie om sit eget folks svigt.

Han sad aldrig længere end en enkelt nat i fængsel ad gangen. Men han forstod den, der var derinde. Den 13. januar 1968 stillede han sig op i Folsom State Prison og spillede for de mænd, ingen anden ville spille for. Et år senere gjorde han det samme i San Quentin. I publikum sad en ung Merle Haggard, der senere skrev sig fri.

Cash er måske den amerikanske kunstner, der har talt mest helhjertet for fængselsreform — og som har stillet sig længst fra magten for at gøre det. Han mente, at en retfærdig republik måles på hvor godt den behandler dem, den har låst inde.

Nixon inviterede ham til at synge i Det Hvide Hus 17. april 1970, og bad ham om at spille to højrekomponerede arbejderhits: Welfare Cadillac og Okie from Muskogee. Cash nægtede. I stedet sang han to af sine egne nye sange: What Is Truth, en mild men direkte støtte til de unge mod Vietnam, og Man in Black, som han skrev kort efter.

Han nægtede aldrig at give Nixon hånden. Men han nægtede at lade sig instruere. Det er det amerikanske ved ham: høflig modstand, fra selve podiet.

I 1974 — mens Watergate-høringerne kørte og Nixon var på vej ud af huset — udgav Cash et album med titlen Ragged Old Flag. Titelsangen er en lille monolog: en gammel mand fortæller en fremmed, at flaget over rådhuset er flænset, men at det stadig vajer. Hver flænge har en krig at fortælle. Hver plet er en mand der døde for noget.

Det er ikke en hyldest til magten — det er en hyldest til republikken, der har overlevet sine ledere. Det er den eneste form for amerikansk patriotisme, der overlever når den faktisk testes.